Vinterferieprojekt zoo.JPG

Social vejledning

Til Danmark?

Overvejer du at flytte til Danmark, bør du have tænkt over følgende.

Nedenstående links er også gavnlige at have kigget igennem, for derved at forberede sig på at bo i et nyt land:

Du kan også downloade og læse mere i dette hæfte "Overvejer du at flytte til Danmark". 

Bolig

I Danmark er der op til flere års ventetid på bolig gennem boligselskaber, især i de større byer. At bo hos venner og familie er på lang sigt ikke en god løsning. Inden du flytter til Danmark er det en god idé at melde dig ind i boligselskaber. De fleste boligselskaber kan findes på internettet, hvor du kan tilmelde dig som medlem for et mindre beløb. Har du fået bolig i Danmark, er der mulighed for at søge indskudslån via det offentlige eller optage banklån til indskuddet. Der kan ydes boligsikring efter de til enhver tid gældende regler.

 

Arbejde og uddannelse

I Danmark er der stadig en del arbejdsløshed, især for ufaglærte. Du skal være opmærksom på, at nogle grønlandske uddannelser ikke er godkendt i Danmark. Dette kan betyde, at du er nødt til at tage en ny uddannelse, også selvom du har mange års praktisk erfaring indenfor dit fag. Du skal også være opmærksom på, at der selv til de mest simple arbejdsopgaver påkræves kurser, efteruddannelse og certifikater.

 

Økonomi

Enhver myndig person har i forhold til det offentlige ansvar for at forsøge sig selv, sin ægtefælle, sin samlever (over 25 år) og sine børn under 18 år. Mister du dit arbejde i Danmark, og har du ikke mulighed for at få udbetalt dagpenge via din arbejdsløshedskasse, er det muligt at søge kontanthjælp/uddannelseshjælp, hvilket er absolut sidste mulighed for forsørgelse. For at få kontanthjælp skal du være tilmeldt som ledig på www.jobnet.dk. Du skal udnytte dine arbejdsmuligheder. Du kan derfor ikke få økonomisk hjælp, hvis du afviser et rimeligt tilbud om arbejde eller aktivering. Du kan heller ikke få økonomisk hjælp, hvis du eller din ægtefælle har indtægter eller formue, der kan dække forsørgelsen.

Hvis du modtager socialpension i Grønland, mister du den ved flytning til Danmark. I Danmark bliver man først alderspensionist som 65 eller 67-årig, afhængig af hvornår man er født. Du kan ansøge din danske kommune om førtidspension efter danske regler. Reglerne er imidlertid strammere end de grønlandske regler.

 

NemID

Digital Post fra offenttlige myndigheder er den samme slags breve, som du allerede modtager i din fysiske postkasse fra f.eks. kommunen, sygehuset eller SKAT. Det kan være patientindkaldelser, besked om plads til dit barn i en daginstitution, synsindkaldelse eller personlige skattesager.

Fra 1. november 2014 skal du kunne modtage digital post fra det offentlige, hvis du er over 15 år og har et CPR-nummer. Man kan dog i særlige tilfælde fritages fra denne ordning. Eksempelvis af helbredsmæssige eller kognitive forhold, eller man ikke har adgang til computer.

Socialafdelingen i Det Grønlandske Hus kan være behjælpelig med at bestille NemID, og introducere dig i brug af det. Læs mere om NemID og digital post på følgende link: www.borger.dk

 

Sprog

For at blive en del af det danske samfund og lette adgangen til arbejdsmarkedet, er det vigtigt, at du forstår og taler dansk. Sproget er det allervigtigste redskab i forhold til at klare sig i hvilket som helst nyt land. Behersker du ikke sproget, er der mulighed for, at du kan modtage sprogundervisning.

Det danske samfund fungerer meget anderledes end det, du kender fra Grønland, og det kan være svært at orientere sig i et nyt land. I Danmark findes der 4 grønlandske huse. Her vil du have mulighed for at modtage anonym rådgivning, såfremt du mangler svar eller har spørgsmål i forbindelse med, at du planlægger at flytte til Danmark.

Adresser og telefonnumre på de grønlandske huse finder du nederst på siden.

 

Børn

Hvis du har børn med, når du flytter, skal du huske at skrive dem op til daginstitution og/eller skole. Der udbetales børnefamilieydelse til alle børnefamilier. Derudover kan du søge om børnetilskud hos kommunen. Får du udbetalt børnebidrag fra kommunen i Grønland, skal du selv medbringe bidragsresolutionen til den danske kommune.

Der stilles krav til forældrene om ansvarlighed i forhold til institution eller skole, herunder at du følger med i dit barns hverdag i skole eller institution og deltager i de arrangementer, som afholdes for forældre og børn.


De Grønlandske Huse i Danmark ligger i Aalborg, AarhusOdense og København

Læs brochuren 'Velkommen til Aalborg' her