DGH deltog i Temadag om grønlændere i Danmark

Hvordan skaber vi nye fortællinger om Grønland og grønlændere?

Det var et af de spørgsmål, der blev rejst onsdag 23. oktober, da Aalborg Kommune holdt Temadag om grønlændere i Danmark. Aviaaja Ezekiassen, arkitekt og foredragsholder, satte tankerne igang med sit oplæg om, hvilken magt stereotype fortællinger om grønlændere har, og hvad vi kan gøre for at ændre og nuancere dem.

Med til arrangementet var i alt 120 deltagere, heriblandt medarbejdere fra Det Grønlandske Hus i Aalborg og Arctic Street Food deltog.

Frivillige fra Arctic Street Food serverede frokosten og havde arbejdet hårdt i køkkenet dagen før og på dagen. Kasper Brandt fra Arctic Street Food præsenterede menuen bestående af røgede rejer, røget hellefisk, hummersuppe, kyllingespyd og salater, til stor glæde for deltagerne.

Det Grønlandske Hus og Arctic Street Food håber gennem madkulturen og de frivillige grønlændere i projektet at bidrage til nye fortællinger om Grønland.

På Temadagen var desuden workshops, hvor deltagerne kom med mange gode ideer til, hvordan man kan forbedre arbejdet med grønlændere i Danmark, heriblandt de socialt udsatte. Gruppen af deltagere var bred, og bestod af kommunalt ansatte, frivillige organisationer og institutioner, der arbejder med grønlændere i Danmark. Socialrådgiverne Ane Inuk Bengtsen, Per Hjelm Hansen og Lisbeth Døssing var på scenen og holdt oplæg for deltagerne. De fortalte blandt andet om nogle af den sociale problematikker, de møder i deres arbejde i Det Grønlandske Hus i Aalborg.

Tak til Aalborg Kommune og samarbejdspartnere for en god og spændende dag.

Også tak til Henrik Kleist og Poul Peter Lorentzen fra bandet Avani der spillede et par sange og afsluttede dagen med god stemning.