Hjemrejser til efterskoleelever

I uddannelsesafdelingen er vi for tiden optaget af at få bestilt hjemrejser til de efterskoleelever, der har været her i dette skoleår. Forældrene må naturligvis gerne selv bestille rejserne, men de fleste vælger at overlade det til os.

En del forældre har før i tiden valgt at komme til Danmark og holde sommerferie sammen med barnet, inden returrejse til Grønland. Det er vores indtryk, at flere undlader dette i år, fordi der stadig er usikkerhed om corona-situationen.

 

På rejsefronten er vi stadig udfordret af restriktioner, især fordi vi ikke ved, hvordan reglerne er i slutningen af juni, når de unge skal rejse. Derfor må vi tage udgangspunkt i det, vi ved nu, bl.a. at man skal i karantæne hjemme i Grønland indtil man har fået et negativt testsvar, og at man kun kan rejse direkte ind til 12 byer. Det vil for en del unge betyde, at de skal ud på en meget, meget lang rejse for at komme hjem til familien igen, fordi de skal opholde sig i karantæne i en fremmed by.

 

Inden vi bestiller billetterne er vi i dialog med forældre og/eller kontaktfamilier vedrørende afrejse, eventuel karantæne og ankomst.

Uanset hvordan situationen er til juni, vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at sikre os, at de unge får så tryg en hjemrejse som muligt.

Efterskoleelever, forældre og kontaktfamilier, der har brug for vejledning eller hjælp er meget velkomne til at kontakte Birgitte eller Anne fra Uddannelsesafdelingen. Se kontaktinfo her.