Udstilling - QANGA i DGH Aalborg
FERNISERING DEN 9. JUNI KL. 15-17
OBS: Gennemføres fysisk, hvis der er åbnet op for Budolfi Sogn.
Gennemføres digitalt / video, hvis der fortsat er nedlukket.
Udstillingen åbner den 9. juni kl. 15, og Konrad Nuka Godtfredsen deltager i åbningsreceptionen. Alle er velkommen, og der er fri entré. Dog kræver det coronapas og tilmelding at deltage.
Tilmeld dig ved at skrive navn og antal deltagere til mra@dgh-aalborg.dk (Skriv QANGA i emnefeltet). Max. 30 deltagere.
Udstilling med udgangspunkt i graphic novels af Konrad Nuka Godtfredsen
Fra juni til december 2021 kan udstillingen "Qanga" ses i Det Grønlandske Hus i Aalborg. Udstillingen tager udgangspunkt i Konrad Nuka Godtfredsens graphic novels om Grønlands forhistorie. Udstillingen har den grønlandske kunstner og illustrator skabt i samarbejde med Danmarks Nationalmuseum og Andala & Co og den danske ambassade i Berlin.
Konrad Nukas graphic novel-serie består af i alt fire albums, der har nedslag i vigtige perioder i Grønlands forhistorie. Bøgerne er lavet sammen med det grønlandske skolebogsforlag Ilinniusiorfik til undervisning i den grønlandske skole, men de kan også læses af andre med interesse for Grønlands historie.
Tidsperioderne i de fire albums omfatter:
1. "De første skridt" - “Tutineq siulleq” (Ilinniusiorfik 2009) om de tidligste indvandringer fra Canada til Grønland for 4.500 år siden.
2. "Hermelinen" - “Ukaliatsiaq” (Ilinniusiorfik 2012) om Tunit-folket i Canada og Grønland i 1100-tallet, hvor vi følger den kvindelige shaman Ukaliatsiaq og hendes møde med inuit.
3. "Arret" - “Qileroq” (Ilinniusiorfik 2018) om nordboernes sidste periode i Grønland.
4. "Gaven" - “Tunissut” (Ilinniusiorfik 2015) om de tidlige møder, handel og mission mellem europæiske hvalfangere og missionærer og inuit i Grønland. Handlingen foregår i 1700-tallets Vestgrønland.