Kunstprogram: Det tredje sted

Det Grønlandske Hus i Aalborg er gået sammen med kunstmuseet Kunsten og gruppen DECOLONI_AAL om at lave en masse spændende arrangementer i løbet af marts og april. Vi vil vise film, holde debatter, lave vandringer i Aalborg og anderledes sprogcaféer, både på Kunsten, i DGH Aalborg og i Aalborg by. Og du er inviteret til at være med!

På Kunsten kan man se udstillingen Drøm og fortrængning med den dansk-grønlandske kunstner Pia Arke. Arke undersøgte gennem hendes kunst forholdet mellem Grønland og Danmark, og hvad det vil sige at høre til et sted. Det samme vil vi gøre sammen med kunstnere, forskere og borgere fra Grønland, Danmark, Norge og Sverige.
Både når danskere kommer til Grønland for at bo, og når grønlændere kommer til Danmark, kan der opstå problemer og fordomme, som gør det svært at føle sig hjemme. Arke følte hverken hun hørte til i Vesten eller udenfor Vesten - derfor ville hun skabe 'et tredje sted’, hvor der var plads til hende. Det samme prøver vi at gøre gennem vores arrangementer - vi vil skabe et tredje sted, hvor der er plads til dialog om sprog, identitet og hjem, så vi kan skabe forståelse og nye fællesskaber på tværs af danskere, grønlændere og andre nationaliteter gennem kunsten.

I kan læse mere om programmet her eller læse mere om arrangementerne i vores kalender, som løbende bliver opdateret. Takuss'!
OBS: Nogle af arrangementerne er gratis, mens andre koster o. 50 kr at deltage i.