Pressemeddelelse

Ny direktør i Det Grønlandske Hus i Aalborg

Ud af et stort felt på knap 70 ansøgere har bestyrelsen for Det Grønlandske Hus i Aalborg ansat Jeppe Bülow Sørensen som ny direktør pr. 15. marts 2025.

Jeppe er 49 år gammel, uddannet socialrådgiver og kommer fra en stilling som afdelingsleder i Foreningen Grønlandske Børn i Danmark, hvor han har været ansat siden 2016. Jeppe har desuden arbejdet i Aalborg Kommune, hvor han blandt andet var leder af en særlig indsats for grønlændere i socialt udsatte positioner.

Han har haft det meste af sin folkeskoletid i Grønland og fået den grønlandske kultur ind under huden og har aldrig sluppet hverken interesse eller følelser for folket, kulturen og landet. Qua sit arbejde i Foreningen Grønlandske Børn har han et solidt kendskab til de grønlandske huse i Danmark og deres virke.

Jeppe Bülow Sørensen bor i Vaarst sammen med sin kone og børn på 21 og 16 år.

Bestyrelsen ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde med Jeppe.

På bestyrelsens og ansættelsesudvalgets vegne
Jørgen Hein