STUDIELIV

Her finder du informationer om de grønlandske studerendes foreningertips og idéer til at få SU'en til at række lidt længere, skatteregler, hjemve, legater m.m.

Læs mere om studieliv på Studerende Online

DE STUDERENDES FORENINGER

Avalak-Aalborg er en forening for grønlandske studerende i Nordjylland. De grønlandske studerende i Danmark er organiseret i hovedforeningen Avalak, der fungerer som de studerendes fagforening og består af fire lokalforeninger rundt i de store uddannelsesbyer i Danmark.

Hvis du er medlem af Avalak, vil du automatisk være medlem af din lokalforening, som for studerende i Nordjylland er Avalak-Aalborg. Deltager du i generalforsamlingen, kan du være med til at bestemme, hvad der skal ske i Avalak-Aalborg det næste foreningsår. 

Avalak-Aalborg er en social forening, der varetager medlemmernes interesse. Vi ser film, går i Zoo, kører gokart, holder påskefest og julefrokost, går til koncerter. Ja - har du en god ide, så bare kom med den. Avalak-Aalborg deltager også i firmafodbold, så hvis du kan lide at spille fodbold, så er det en oplagt chance til hygge og samvær med andre grønlandske studerende.
 

STUDIEJOB

Trænger du til et supplement til SU'en? Inden du søger studiejob, er det vigtigt, at du vurderer, om du har tid til et job ved siden af studiet. Et studie er et fuldtidsjob, og der skal gerne være tid til både forelæsninger, forberedelse, opgaveskrivning og eksamensterpen.

Vi anbefaler, at man ikke tager et studiejob det første år på studiet, da det er tidskrævende at finde sin studierytme og samtidig skabe et nyt socialt netværk.

Vil du søge studiejob, kan du benytte nedenstående links:

Husk, at der for grønlandske studerende er nogle specielle fordelagtige regler omkring skat.
 

SKAT

Grønlandske studerende er omfattet af en såkaldt dobbeltbeskatningsaftale mellem de danske og de grønlandske skattemyndigheder. Det betyder blandt andet, at uddannelsesstøtten fra Grønland er skattepligtig i Grønland. Herudover er der et særligt ”studenterfradrag”, som du kan gøre brug af under dit studium i Danmark.
 

HJEMVE

Når man langt væk hjemmefra, er det helt naturligt at få hjemve, og det er noget, alle vores studerende oplever i større eller mindre grad under deres studieforløb.

Vi plejer at sige, at der er tre forskellige tidspunkter, hvor en studerende særligt får hjemve. Første gang er ved studiestarten, når man lige er flyttet herned, og man ikke har nået at vænne sig til at være væk hjemmefra. Men lige så snart man er kommet godt på plads og har lært nogle af de andre grønlandske studerende og de nye studiekammerater at kende, fylder hjemveen mindre og mindre. Anden gang er, når vinteren nærmer sig, og det bliver mørkt, regnfuldt og gråt i Danmark, og man savner Grønlands frost, sne og is. Tredje gang er omkring julen. Nogle studerende tager hjem på juleferie, og når man kommer tilbage til Danmark, savner man naturligvis dem derhjemme. Andre holder jul i Danmark hos familie eller ved kontaktfamilien, og så savner man naturligvis dem derhjemme.

Hjemve er noget, som alle vil opleve i større eller mindre grad, og det er jo i virkeligheden en rigtig god ting. For når man har hjemve, så betyder det jo blot, at man har nogen derhjemme, som man holder rigtigt meget af, og som holder rigtigt meget af én. Men gør du selv en indsats, vil vi garantere dig, at dit studieophold i Danmark bliver en oplevelse, du aldrig vil glemme.

Fylder hjemveen meget, eller har du andre problemer, kan du altid henvende dig hos din uddannelsesvejleder til en snak.
 

SPARETIPS OG ANDRE GODE IDEER

At være studerende er for de fleste ensbetydende med en stram økonomi og et liv med masser af spaghetti og ketchup. Men sådan behøver det ikke at være. Mange steder gives der nemlig studierabat på alt fra aviser, tøj og frisør. Vi har samlet nogle links til forskellige steder, som du med succes kan besøge.

Spar penge ved at købe dine bøger på nettet. Der er penge at spare både på nye og brugte bøger.

 

WILDCARD TIL STUDERENDE PÅ 26 ÅR ELLER DEROVER

Avalak har fået gennemført, at grønlandske studerende på 26 år eller derover kan få Wildcard hos DSB. Wildcardet giver gode rabatter på rejser med DSB i Danmark.

For at få et Wildcard skal man udfylde en tilladelsesformular, som kan hentes her, og sende den til Avalaks hovedkontor i København.

Studerende og øvrige unge under 26 år kan ansøge om Wildcard ved DSB

Kontakt uddannelsesvejlederne for mere information.


LEGATER

Der findes mange muligheder for at søge legater til forskellige formål. For at få overblik over, om du kan komme i betragtning til nogle af disse, kan det være en god idé at kigge i Legathåndbogen, som du kan låne på biblioteket. Du kan også søge på internettet via:


Som grønlandsk studerende har du mulighed for at søge Aage V. Jensens fonde i forbindelse med rejser udenfor Grønland, projekter og andet. Der findes også en række grønlandske legater

Skal du som studerende på et udvekslingsprogram via Nordisk Råd eller EU, findes der forskellige muligheder for at søge økonomisk støtte til dette. Din uddannelsesinstitution har formentlig et internationalt kontor eller en særlig medarbejder, der kan vejlede dig.
 

SER DET HELE LIDT SORT UD?

Hjemve, eksamensangst, gruppearbejde, ensomhed, studietvivl, dårlig økonomi, kærestesorger, alkohol- og misbrugsproblemer, nedtrykthed og depression.

Nogle gange kan man gå med problemer, som man selv kan have svært ved at overskue. Derfor kan det være en rigtig god idé at søge hjælp. Ofte er det nok bare at få talt med andre om problemerne - det kunne være venner, familie, studiekammerater, studievejlederen på skolen eller en af uddannelsesvejlederne i Det Grønlandske Hus. Andre gange har man måske brug for professionel rådgivning hos en psykolog.

Som studerende på uddannelsesstøtte fra Grønlands Selvstyre har du mulighed for at få psykologhjælp. Kontakt din uddannelsesvejleder og fortæl om dine problemer. Vores dør, telefoner og e-mails er altid åbne for dig, hvis du har brug for en snak – husk på, at vi har tavshedspligt. Du er også altid velkommen til at kontakte en af Husets socialkonsulenter.

Studenterrådgivningen er et gratis tilbud til alle studerende på videregående uddannelser. Her kan du få rådgivning og hjælp hos en af Studenterrådgivningens ansatte eller deltage i samtalegrupper med andre studerende, der har lignende problemer. På Studenterrådgivningens hjemmeside kan du finde en række forskellige pjecer, hvor du kan læse om emner som eksamensangst, perfektionisme, alkoholproblemer, stress, angst, udsættelse af opgaver, og hvad der skal ske, når studiet er afsluttet.